Forskningsprojekt: Genvinding af litium-ion-batterier

Der er et stort behov for at genvinde litium-ion-batterier på en effektiv og sikker måde. Ikke mindst for bilproducenter som Volvo Cars. Antallet af hybridbiler stiger hele tiden, og Volvos første biler med litium-ion-batterier nærmer sig om et par år slutningen af deres levetid.

Litium-ion-batterier videreudvikles løbende, og derved ændres indholdet. I dag arbejder vi med processer, der gør det muligt at genvinde mere og mere af indholdet. Det er især kobber, nikkel og kobolt, der materialegenvindes. Disse metaller udgør omkring en tredjedel af battericellens vægt.

Der er kun ca. 1,5 % litium i et litium-ion-batteri. Litium findes i små mængder rundt omkring i verden, men udvindes især i Sydamerika og Australien. Små mængder, høje omkostninger og en lav verdensmarkedspris gør, at det ikke er særligt lønsomt at genvinde litium, men de begrænsede ressourcer gør, at genvindingen må øges på sigt.

Derfor deltager vi i et forskningsprojekt sammen med Luleå Universitet, hvor de teknologier, som Boliden og Stena Aluminium i dag anvender, afprøves på genvinding af litium-ion-batterier. Formålet med projektet er at gennemgå hele kæden – lige fra udtagning af litium-ion-batterier fra bilerne, til battericellerne er genvundet.

Målsætningen er at udvikle en helhedsløsning for, hvordan Volvo Cars kan håndtere batterierne på en sikker måde og kan genvinde batteriernes indhold med bæredygtige metoder. Battericellerne udgør omkring halvdelen af batteriets vægt og indeholder altid litium, kobber og aluminium og i visse tilfælde også kobolt og nikkel. Batteridirektivet stiller krav om, at mindst halvdelen af batteriets vægt skal genvindes.

  • Del denne side