3M investerer i design til genvinding

3M anses for at være et af de mest innovative firmaer i verden. Firmaet har afdelinger i over 70 lande og et bredt produktsortiment. De udvikler og markedsfører alt fra Postit-huskesedler og Scotch-tape til åndedræts- og høreværn samt slibeprodukter. Et af deres mest kendte varemærker er Peltor-høreværn, som anvendes både i industrien og af privatpersoner.

Firmaet har stor fokus på bæredygtighed. Vores samarbejde med 3M har dels drejet sig om genvinding og om design til genvinding. Det vil sige at tænke bæredygtighed allerede ved udviklingen af et produkt. Som eksempel på dette kan nævnes, at vi har hjulpet 3M med at analysere især to modeller af Peltor-høreværn ned til mindste detalje, for at finde ud af, hvordan husene er konstrueret, og hvilke materialer de består af.  Ud fra vores analyse arbejder 3M's produktudviklere og -designere på at udforme fremtidens høreværn, som skal være både energi- og ressourcevenlige at producere og skal så vidt muligt kunne genvindes.

  • Del denne side