
Bedre materialekvalitet
Bedre genanvendelse giver bedre materialer, og det skaber mere værdi. Når flere og flere af materialerne enten genbruges eller genanvendes, vil mængden af materialer påvirke markedet. Det vil øge behovet for forbedrede processer og metoder. Disse processer vil derefter forbedre kvaliteten af de genanvendte materialer yderligere. Vi er også på vej til at skabe større markeder for sekundære eller genanvendte materialer.

Forhindre materialespild
Når genanvendelsesgraden stiger, flyttes materialet automatisk opad i affaldshierarkiet. Det forhindrer materialet i at forlade kredsløbet, og vi kan i stedet genanvende eksempelvis metaller igen og igen. Et andet aspekt er tidlig materialehåndtering. Der er for eksempel mange forskellige typer stål. Separering af dem, før de genanvendes, sikrer, at de andre legeringer kan bruges mere effektivt og til flere produkter. Når stål sorteres korrekt, stiger materialeprisen sammenlignet med dårligt sorteret stål, og det forhindrer at materialet nedklassificeres.

Omfattende bæredygtighedsværdier
En høj genanvendelsesgrad reducerer også behovet for nye råvarer, fx malm. Det kan vi opnå ved at forbedre alle led i produktionskæden, lige fra design til affaldshåndtering. En væsentlig faktor er design for recycling, der sikrer, at intet produkt er designet til at blive kasseret, når det er udtjent. Vi maksimerer også materialehåndteringen, så materialespild i produktionen holdes på et minimum.
Vi skal også betragte medarbejderne i en virksomhed som en vigtig ressource. Ved at understøtte og uddanne medarbejderne, kan de hjælpe os med at finde nye og mere effektive metoder til sortering og genanvendelse af materialer.

Mulighed for at opbygge nye processer og forbedre de eksisterende
Vi kan skræddersy genbrugs- og genanvendelsesprocesser efter kundens behov. I dag opbygger vi også nye, mere omfattende cirkulære kredsløb, hvor de genanvendte affaldsmaterialer ikke nødvendigvis vender tilbage til den samme virksomhed, hvor affaldet opstod. Ved at indgå i partnerskaber med flere forskellige industrisegmenter, kan materialet bruges i helt nye produkter, uanset hvad materialet oprindeligt blev brugt til. Det er en af de mange måder at forlænge et materiales levetid på. Med bedre genanvendelsesgrad vil vi have et væsentligt mindre behov for nye råmaterialer, og derved får materialet en længere levetid.
At skabe et marked for genanvendte materialer
Som nævnt ovenfor vil en højere genanvendelsesrate og -grad hjælpe med at opbygge nye råstofmarkeder for sekundære eller genanvendte materialer. Det er et afgørende skridt at hjælpe industrien som en helhed med at skifte over til en cirkulær økonomi. Et af de mere kritiske incitamenter er at sikre, at der er nok materialer til de virksomheder, der fremstiller produkter af genanvendte materialer. Og i sidste ende kan det gøre industrien langt mere tilbøjelig til at bruge sekundære materialer, da nye råmaterialer så formentlig vil blive dyrere og mere komplicerede at bruge i fremtiden. Et større marked for genanvendte materialer vil også være et incitament for at skabe endnu bedre genanvendelsesprocesser.

Højere genanvendelsesgrad sikrer en mindre negativ klimapåvirkning
Energiforbruget er væsentligt lavere ved materialegenanvendelse end ved udvinding af nye ressourcer. Lavere energiforbrug giver samtidig et reduceret CO2-udslip, og det er bedre for miljøet. Ved genanvendelse spares der både energi og nye råmaterialer. Der er også en væsentlig forskel i CO2-udslippet, når en industrivirksomhed bruger genanvendt metal i stedet for nye råmaterialer.
Et par eksempler*:
- Genanvendelse af et ton stål sparer 1,4 ton jernmalm, 0,8 ton kul, 0,3 ton kridt og tilsætningsstoffer samt 1,67 ton CO2.
- Brug af stålskrot i stedet for ny malm reducerer CO2-udslippet med 58 %.
- Ved brug af aluminiumskrot i stedet for rå aluminium kan CO2-udslippet reduceres med 92 %.
- Ved at producere nyt stål af genanvendt stål reduceres luftforureningen med 86 %, vandforbruget med 40 % og vandforureningen med 76 %.
* Kilde: EuRIC oplysningsbrochure om genanvendelse af metal
Højere genanvendelsesgrad gennem hele værdikæden
Det er vigtigt at gøre det rigtigt ved kilden. For at passe på de ressourcer, vi allerede har, skal vi identificere hvert eneste punkt, der påvirker dem. Som tidligere nævnt, er genanvendelse af affald alene ikke løsningen. For at opnå en markant højere genanvendelsesgrad skal vi identificere ressourcerne, se deres værdi, skabe markeder for sekundære materialer og finde på nye genbrugs- og genanvendelsesprocesser.
Vi er nødt til at lave bedre design, skabe mindre affald i produktionen og genanvende langt mere materiale, der ellers ville gå tabt i produktionen. Det er eksempelvis smart at sikre, at indkøberne kræver, at underleverandører bruger flere genanvendte råmaterialer.
At være del af en bæredygtig økonomi styrker jeres brand
En højere genanvendelsesgrad understøtter globale initiativer i retning af en cirkulær og bæredygtig økonomi. At reducere CO2-fodaftrykket og flytte affaldet opad i affaldshierarkiet er en fordel for en virksomheds brand-kommunikation og tilbud på markedet.
Når vi genanvender mere, øges klimafordelene. Bemærk, at den faktiske klimafordel bliver mere tydelig, jo mere vi kan genbruge og genanvende eksempelvis i jeres virksomhed. En højere grad af genbrug og genanvendelse af materialer skaber mere værdi for os alle.
Der kan opnås flere gevinster og fordele ved at genanvende mere. Disse fordele omfatter at spare materialer, tid og energi samt have en mindre negativ klimapåvirkning. Ved at sikre at virksomheden drager fordel af en højere genanvendelsesgrad, bidrager I også til et mere bæredygtigt samfund.
Har I styr på jeres genanvendelsesgrad?